Hvad er fysik?
Fysik handler om at finde og forstå sammenhænge i naturen – og om at kunne bruge dem.
I fysik arbejder du grundlæggende på to måder:
- Eksperimenter viser, at sammenhænge og formler passer i virkeligheden.
- Opgaveløsning træner, hvordan du anvender de samme sammenhænge i nye situationer.
God fysikforståelse kræver, at du arbejder grundigt med begge.
AI kan ofte give et svar, men det træner dig ikke i at kunne selv. Brug først og fremmest din lærebog som sparringspartner og AI som supplement – aldrig som første skridt.
AI er fint i nogle sammenhænge og indgår også i fysikundervisningen, men brug det sparsomt, når du træner at kunne selv. Lærebogen er din primære sparringspartner.
Træn at kunne selv. Når du har læst et afsnit, så afprøv det ved at skrive de nødvendige data og formler over på papir. Prøv derefter at forklare eller løse uden at kigge. Kig først, når du går i stå, og skriv en kort note til dig selv om, hvad der gjorde forskellen.
Metode: Nødvendige data på papir → prøv selv → kig først derefter → skriv note.
Når du træner opgaveløsning
Opgaver bruges næsten altid til at træne anvendelse af sammenhænge, som eksperimenterne viser er gyldige. Målet er at kunne løse opgaver uden hjælp.
-
Start med nødvendige data
Skriv alle givne størrelser, deres enheder og de relevante formler. -
Luk bogen
Prøv at løse opgaven uden at kigge. Gå frem i små, logiske skridt. -
Tegn en skitse
Ofte er der tale om to-tre situationer, tegn mindst en skitse per situation.
Erfaringen viser at jo mindre man bruger skitser, jo større er risikoen for at begå fejl. -
Kig kun når du går i stå
Find et eksempel i bogen, der ligner. Brug det til at få næste idé – og luk bogen igen. -
Afslut med fysisk tjek
Giver svaret mening? Enheder, fortegn og størrelsesorden skal passe til situationen.
Når du studerer eksperimenter
Fysik-eksperimenter har typisk ét hovedformål: at vise, at en sammenhæng eller lov faktisk passer i virkeligheden.
-
Kan du forklare forsøget?
Med dine egne ord: Hvad er det, forsøget skal vise? -
Hvilken sammenhæng testes?
Hvilket begreb eller hvilken formel hænger forsøget sammen med? -
Hvad måles – og hvad ændres?
Hvilken størrelse undersøges, og hvad styrer man i forsøget? -
Hvorfor er forsøget bygget sådan?
Hvad prøver man at få frem – og hvad prøver man at undgå? -
Hvad kan gå galt?
Giv bud på de vigtigste fejlkilder.
Hvis du kan forklare forsøget højt uden at kigge, har du forstået det på fysik-niveau.
Kontrol: har du forstået det?
- Kan du forklare hvad et eksperiment viser uden at kigge?
- Kan du løse en lignende opgave uden hjælp?
- Kan du forklare sammenhængen med dine egne ord?
Hvis du kun kan følge en løsning, har du ikke lært det endnu. Hvis du kan forklare og anvende – så har du.